Vi ved nu følgende om vores skønne uldtotter:
Hvor store bliver de? Som udvokset vejer de mellem 4 og 6 kilo og er omkring 30-35 cm. høje. Så de er ligeså høje som en cavalier, men vejer lidt mindre.
Hvordan er deres sind? Vores egen Madonna minder mest om sin mor, cavalieren af sind. Det vil sige, at hun er en selskabshund der gerne pleaser sin ejer og andre hun er glad for. Hun er meget en on/off hund, som kan være legesyg det ene øjeblik og lægge sig i et hjørne det næste.
Hvad er forskellen på 1. og 2. generations-cavapoos? Ikke ret meget - i hvert fald ikke på vores hvalpe. Diva som er 2. generation ligner de andre fuldstændigt, og af sind, minder hun faktisk mest om sin mormor, Cavalieren Tilde. Der er ingen forskel i pels eller fysik.
Hvor lærenemme er de? Her er det helt klar puddelfar der har spillet ind, og pudlen er jo en rigtig cirkushund som kan lære masser af kunster. Madonna er meget lærenem, og jo mere man lærer hende, jo mere skal hun også aktiveres og vil lære nyt. Hun er fuldstændig vild med at gå til Agility, og flere af hendes søskende går til svømning, agility, rally-lydighed og alm. træning med spor.
Hvordan er deres pels? Den er faktisk som en puddel, bare uden krøllerne. Der er bølger i den alt efter hvor langhåret vi lader den blive. Madonna fælder ikke, og bliver klippet med saks og maskine cirka hver anden måned, og det kan man sagtens lære selvom man ikke har prøvet før. Vi bader ca. med samme interval medmindre hun er beskidt.
Hvor sociale er de? Her er det igen cavalierens sind som spiller ind – de elsker at være sammen med dem de kender, men er ikke altid voldsomt interesserede i fremmede hunde. Dette afhænger selvfølgelig af hvad man vænner sin hvalp til, men alle hunde har behov for social stimulering, og vil gerne mødes med andre og lege.
Hvor vokser de op? De vokser op i stuen i et parcelhus. De er en del af vores hverdag, og bliver både socialiserede og vant til hverdagslyde, køreture, haven osv. Vi bor i Midtjylland.